Paradisets have

Paradisets have.

Hej og tak, fordi du tog imod denne traktat.
Kunne det ikke være skønt, hvis vi levede i Paradiset, et sted, hvor der kun er godt og rart at være, i stedet for i denne verden med al sin ondskab.
Vi er faktisk skabt til at leve et liv i Paradiset, hvor alt er lutter glæde, hvor kærligheden mellem mennesker lever i sin fulde glød, et sted, hvor der kun er godt at være.
Grunden til, at vi ikke lever der, er, at der kom et syndefald. Adam og Eva spiste af kundskabens træ om godt og ondt, som de ikke måtte, men de måtte gerne spise af livets træ.
Derved kom der ondskab ind i verden. Man begyndte at misunde og hade hinanden. Man begyndte at slå hinanden ihjel, og der er i dag mange, der er blevet meget opfindsomme i ondskab.
Gud er en hellig Gud og vil kærlighedens veje i stedet for ondskab. Han har kærlighed til os, ja, han elsker os alle. Han har de bedste ønsker for ethvert menneske. Han ønsker bare, at vi skal leve som ham, i næstekærlighed. Man skal opføre sig ordentligt.
Alt er fra skabelsen skabt fuldkomment.
Prøv at tænke på et menneske, som altid har ondt i sinde, men som kommer og spørger, om du vil være ven med vedkommende. Så vil du nok sige, at for at han skal kunne blive det, må han altså lige forbedre sig lidt og holde op med al sin ondskab. Man kan ligesom ikke have med det at gøre.
Det er det samme med Gud. Han vil gerne være venner med os, men vi må lige forbedre os og også have onde gerninger gjort op med ham. Gud, som ser lysets sandhed, gennemskuer al vor færden, og vi må nok give ham ret i, at vi har gjort forkerte handlinger gennem tiden, som i bibelsk forstand kaldes synd.
Vi kan have så mange mærkelige ting for øje.
Vi må have denne synd gjort op med Gud, før vi kan møde ham. Han vil med glæde tilgive os, når vi vil erkende det.
Da Jesus blev korsfæstet, tog han vores straf for vores synd med sig i graven.
Jesus siger selv, at han er livet. Vil vi leve det liv, som vi er skabt til, må vi søge det i ham. Livets gave i Jesus er ikke noget, vi selv kan skabe med vores tanker eller anden formåen. Den får vi af Gud som en gave, når vi vender om til ham. Her begynder man, kan man sige, på en måde at spise af Jesus, som er ”livets træ”.
Det er også et liv, hvor Gud går med os og hjælper os igennem, hvad end der kommer på vores vej. Jeg kan sige af erfaring, at han kan mere, end vi selv kan. Han kan altid finde ud af det, også der, hvor det ser umuligt ud for os.
Enhver, som vender om for at leve livet med Gud i kærlighed, har himmelens rige i vente.
For at få dine synder gjort op med Gud, som skiller dig fra ham, kan du bede følgende bøn. Du kan også formulere din egen, hvis du hellere vil det.

Kære Jesus
Jeg beder dig om tilgivelse for mine synder. Vil du blive min Herre og frelser?
Amen.

Der er også mange, der bruger deres Fadervor, hvori man jo også beder om forladelse for sine synder.
Prøv at bede personlige bønner til Gud. Han hører din bøn.
Prøv det af. Se efter, om det ikke passer. Han er her.
Hans Møller Andersen